Kampagne for bedre lungesundhed skydes i gang

PRESSEMEDDELELSE 15. OKTOBER 2024

Kampagne for bedre lungesundhed skydes i gang

   

For tredje år i træk sætter Ceva Animal Health fokus på lungesundheden hos slagtegrise med kampagnen Lungvember. Med regelmæssigt brug af lunge-USK kan man evaluere tiltag, der forbedrer grisenes tilvækst og trivsel. I år skydes Lungvember i gang 15. oktober og slutter den 15. december.

      

Slagtegrisenes lungesundhed er endnu engang i fokus med kampagnen Lungvember, som Ceva Animal Health første gang lancerede i 2022. I Lungvember tilbyder Ceva slagtegriseproducenter at få undersøgt grisenes lunger ved en lunge-USK, i Ceva-regi kaldet en CLP.

      

”Grisenes tilvækst og trivsel kan påvirkes i forbindelse med lungesygdomme, og grisene viser ikke nødvendigvis, at de er syge. Derfor er en lunge-USK et godt værktøj til at få konkrete data på, hvordan grisene har det og dermed sammen med sin dyrlæge indføre tiltag, der kan forbedre lungesundheden. Tiltag kan for eksempel være forbedring af ventilationen eller skifte af vaccine,” forklarer Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge og Teknisk Marketing Manager hos Ceva Animal Health.

     

Mulig forbedret lungesundhed
Ceva har fået analyseret data for Lungvember i 2022 og 2023 og har sammenlignet de to år. Blandt andet var det totale lunge-indeks 2,62 i 2022 og i 2023 var det totale lunge-indeks 1,65.

     

”Det kunne se ud til, at lungesundheden er forbedret fra 2022 til 2023, hvilket jo er meget glædeligt. Men da besætningerne blandt andet ikke er tilfældigt udvalgte, kan det være ret usikkert at konkludere, at lungesundheden går i den rigtige retning. Derfor bliver det meget spændende at se, hvordan lungesundheden ser ud i år i de danske besætninger,” påpeger Charlotte Sonne Kristensen.

     

Forskel på vacciner
I 2023 oplyste 58 besætninger, hvilken vaccine de brugte, og det gav anledning til at sammenligne vaccinernes effekt på lungeforandringer forårsaget af mykoplasma.

     

”Vi sammenlignede de fire mest brugte vacciner i de 58 besætninger, og én vaccine skilte sig ud i forhold til at mindske forekomsten af mykoplasma-forandringer på lungerne. Derfor vil vi anbefale, at man sammen med sin dyrlæge, bruger CLP’en til at vurdere om den vaccine, man bruger, har den ønskede effekt, og hvis ikke, så er det måske værd at overveje at skifte vaccine,” opfordrer Charlotte Sonne Kristensen.

    

To besætninger kåres
Ligesom sidste år kårer Ceva Animal Health den besætning med ”Danmarks sundeste lunger” og den besætning med den ”Bedste fremgang” siden sidste år. Ligeledes har Lungvember seks ambassadører fra hver af de seks største grisepraksis, som bidrager med at udbrede kendskabet til kampagnen og kommer med gode råd og ideer til kampagnen.

    

Af hensyn til den store mængde lunger, der skal udtages på slagterierne og undersøges på Veterinært Laboratorium i Kjellerup strækker Lungvember sig i år over to måneder: fra den 15.oktober til den 15. december. Ceva Animal Health har af samme grund sat et maks. på 100 besætninger, der kan deltage i Lungvember.

    

Yderligere oplysninger
Charlotte Sonne Kristensen, Teknisk Marketing Manager hos Ceva Animal Health.
E-mail: charlotte.sonne@ceva.com; mobil: 2463 1682.

    

Fakta om Lungvember
• Lungvember, som Ceva Animal Health står bag, blev lanceret første gang i 2022 med formålet at forbedre lungesundheden hos slagtegrise.
• Kampagnen løber fra 15. oktober til 15. december, hvor deltagende besætninger, der er positive for mykoplasma, får udtaget lunge-USK, i Ceva-regi kaldet CLP.
• Lungerne undersøges på Veterinært Laboratorium i Kjellerup. Landmand og dyrlæge modtager en rapport med resultatet.
• Besætningen med ”Danmarks Sundeste Lunger” samt besætningen med den ”Bedste Fremgang” sammenlignet med året før kåres i forbindelse med kampagnen.

     

Lungvember_sammenligning af 4 vacciner_Ceva

Figur 1: Gennemsnitligt MYK-indeks i besætningerne i forhold til hvilken vaccine, der anvendes mod Mycoplasma hyopneumoniae. De fire forskellige blå farver repræsenterer hver en vaccine.

    

Lungvember kick off med ambassadører 2024

Lungvember Kick off møde med ambassadørerne i august 2024.

Fra venstre: Anders Mikkelsen (Danvet), Charlotte Sonne Kristensen (Ceva), Clara Marie Paulsen (Svinevet), Marianne Bisbjerg Bøgh (Danish Crown), Mathilde Bülow Skovborg (Ø-vet), Kirsten Haug (Ceva), Line Diness (Ceva), Sanne Leth (Porcus), Marie Gry Bodenhoff (Danish Crown). Hyovet og LVK's ambassadør var forhindret på dagen.

Læs mere om:

CLP - en økonomisk gevinst

Mykoplasma, almindelig lungesyge

   

Få mere at vide om:

Hvordan du deltager i Lungvember

Tilbage til toppen