Kampagnen Lungvember drukner i lunger

Pressemeddelelse den 5. december 2023

PRESSEMEDDELELSE

5. december 2023

Kampagnen Lungvember drukner i lunger

   

Kampagnen Lungvember, som Ceva Animal Health står bag, fik et overvældende stort antal tilmeldte besætninger i november. For at alle lunger når at blive undersøgt inden kåring af ”Danmarks Sundeste Lunger 2023” vil vinderen først være fundet i begyndelsen af det nye år.

   

Slagtegrisebesætninger har i hele november kunnet tilmelde sig Lungvember, som Ceva Animal Health står bag. Efter tilmelding bliver lungesæt udtaget på slagteriet til lunge-USK til undersøgelse for lungesygdomme. Sidste år, da kampagnen Lungvember kørte for første gang, deltog 40 besætninger. I november i år har 84 besætninger valgt at få lavet lunge-USK, som i Ceva regi hedder CLP.

    

"Vi er overvældet over den store interesse, mange har vist for Lungvember. At mere end dobbelt så mange besætninger vælger at deltage i år, sammenlignet med sidste år, tyder på, at de ligesom os ser den store værdi i, at grisene har sunde lunger, så produktivitet og dyrenes trivsel ikke påvirkes negativt", forklarer dyrlæge Charlotte Sonne Kristensen, Teknisk Marketing Manager, Gris hos Ceva Animal Health.

   

Alle besætninger skal have en chance

    
De deltagende besætninger har tilmeldt en CLP i løbet af november, og derfor er der lunger, som endnu ikke er udtaget på slagteriet og efterfølgende undersøgt på Veterinært Laboratorium i Kjellerup.

    

"Jeg tager hatten af for den store indsats slagterierne har påtaget sig oven i den sædvanlige juletravlhed, samt det vigtige arbejde laboratoriet i Kjellerup har med at undersøge alle lungerne. Vi vil selvfølgelig gerne have, at alle besætninger får en chance for at blive årets vinder af ”Danmarks Sundeste Lunger”, og derfor må vi vente i spænding til alle lungesæt er udtaget og scoret", påpeger Charlotte Sonne Kristensen.

     
I løbet af december forventer Charlotte Sonne Kristensen, at alle lunger er udtaget på slagterierne og alle lunger er scoret.

     

Hvor meget påvirker lungesyge produktiviteten?

   

Forskning viser, at lungesyge påvirker produktiviteten, men hvor meget, det afhænger af flere ting.

    

"I dette års Lungvember har vi ved tilmelding bedt om produktionsdata i den enkelte besætning, og det er der flere besætninger, som har været venlige at give os. Vi glæder os derfor til at gøre data op i samarbejde med SEGES lige så snart, de sidste lunger er undersøgt på laboratoriet. Så får vi mere håndgribelige data til at rådgive om lungesyge i fremtiden", slutter Charlotte Sonne Kristensen.

    

Resultaterne og hvilken besætning der har de sundeste lunger, vender Ceva Animal Health tilbage med i det nye år.

    

Yderligere oplysninger
Charlotte Sonne Kristensen, Teknisk Marketing Manager, Gris, Ceva Animal Health:
e-mail: charlotte.sonne@ceva.com; mobil: 2463 1682

Fakta om Lungvember

  • Lungvember, som Ceva Animal Health står bag, blev lanceret første gang i 2022 med formålet at forbedre lungesundheden hos slagtegrise.
  • Kampagnen løber i november, hvor deltagende besætninger, der er positive for mykoplasma, får udtaget lunge-USK. Lunge-USK’en suppleres med en ekstra opgørelse og benchmark mod andre og kaldes i Ceva-regi, CLP. De første 100 CLP’er bliver betalt af Ceva Animal Health og bestilles af besætningsdyrlægen.
  • Lungerne undersøges på Veterinært Laboratorium i Kjellerup. Landmand og dyrlæge modtager en rapport med resultatet.
  • Mykoplasma-indekset for de undersøgte lunger i 2022 varierede fra 0–5,3 med et gennemsnit på 1,74.

Læs mere om CLP - Ceva Lunge program en økonomisk gevinst

   

Læs mere om Lungvember:

    

Danmarks sundeste griselunger skal kåres igen i år

    

Tilbage til toppen