Vinder af Danmarks Sundeste Lunger er fundet på Fyn

Pressemeddelelse om Lungvember vinder: Danmarks Sundeste Lunger 2024

PRESSEMEDDELELSE

17. januar 2025

   

Vinder af Danmarks Sundeste Lunger er fundet på Fyn

   

Kampagnen Lungvember, som Ceva står bag, har fundet besætningen med Danmarks Sundeste Lunger. Besætningen ligger i Kværndrup på Fyn og har et virkelig lavt mykoplasma-indeks. 

   

For tredje år i træk kan Ceva kåre Danmarks Sundeste Lunger i forbindelse med kampagnen Lungvember. Vinderbesætningen er Nordtorp Agro Aps ved Kværndrup på Fyn, ejet af Kasper og Theis Nordtorp. Slagtegrisene i vinderbesætningen udmærkede sig med næsten ingen lungeforandringer.

    

Flot lavt lungeindeks
”Vinderbesætningen havde et mykoplasma-indeks på under 1, og næsten ingen lungeforandringer, hvilket er virkelig flot! Så kæmpe tillykke til Kasper og Theis Nordtorp. Det ser ud til, at de gør mange ting rigtigt i besætningen,” udtaler Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge og Teknisk Marketing Manager i Ceva.

   

Lungeforandringer påvirker tilvækst og trivsel
Kampagnen, som oprindeligt kun kørte i november måned, blev denne gang udvidet til perioden 15. oktober til 15. december 2024. På den måde kunne flere besætninger, nå at være med og få lavet en CLP (lunge-USK i Ceva regi). I nogle besætninger ville man måske have tjek på, om tiltag havde haft den ønskede effekt, og i andre besætninger, mistænkte man måske lungesygdomme for at påvirke tilvækst og trivsel.

    

I alt deltog 72 besætninger i konkurrencen, og Veterinært Laboratorium i Kjellerup scorede 2300 lunger, hvoraf de 2150 indgik i Lungvember.

   

”Der var en håndfuld af besætninger med lave mykoplasma-indeks, og som dermed lå tæt på vinderen, men også en hel del besætninger med virkeligt høje indeks. I de besætninger kan CLP’en forhåbentlig sætte gang i nogle tiltag, så som ændringer i management, eller måske skift af vaccine. Vi anbefaler, at når mykoplasma-indekset er over 1, bør man foretage justeringer i besætningen”, opfordrer Charlotte Sonne Kristensen.

    

Tendens for lungesundheden
Charlotte Sonne Kristensen påpeger desuden, at blandt de deltagende besætninger var lungesundheden dårligere end i 2023, hvilket måske afspejler, at nogle dyrlæger har valgt at få lavet CLP i besætninger, hvor lungesundheden drillede, for på den måde at få et klarere billede af, hvad der rør sig i besætningen. De deltagende besætninger er derfor ikke tilfældigt udvalgte, og derfor kan man ikke konkludere, om lungesundheden generelt går den ene eller anden vej i Danmark, men det er det bedste bud på, om der er en tendens eller ej.

    

Bedste fremgang kåres i næste uge
I Lungvember kårer Ceva to besætninger: Danmarks Sundeste Lunger, hvor ejerne fik overrakt trofæ og blev fejret i går den 16. januar 2025, og besætningen med den Bedste fremgang, som kåres i næste uge.

    

Yderligere oplysninger
Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge og Teknisk Marketing Manager, mobil: 2463 1682; e-mail: charlotte.sonne@ceva.com

    

Fakta om Lungvember

  • I 2024 tilmeldte 115 besætninger sig Lungvember. Veterinært Laboratorium i Kjellerup lavede 77 CLP-undersøgelser, hvoraf de 72 indgik i konkurrencen: 2 besætninger var negative for Mykoplasma (et krav for at deltage), 3 besætninger fik udtaget lunger to gange, så det blev den sidste CLP, der indgik. I alt blev 2300 lunger scoret og 2150 indgik i Lungvember.
  • Lungvember, som Ceva står bag, blev lanceret første gang i 2022 med formålet at forbedre lungesundheden hos slagtegrise.
  • Kampagnen løber i november, hvor deltagende besætninger, der er positive for mykoplasma, får udtaget lunge-USK, i Ceva-regi kaldet CLP. I 2024 blev kampagneperioden udvidet til 15. oktober til 15. december.
  • Lungerne undersøges på Veterinært Laboratorium i Kjellerup. Dyrlæge modtager en rapport med resultatet, som deles med landmanden.
  • Besætningen med Danmarks Sundeste Lunger samt besætningen med den Bedste Fremgang, sammenlignet med året før, kåres.
  • Læs mere om CLP på ceva.dk

Læs mere om:

Mykoplasma, almindelig lungesyge

    

Sygdomme hos grise

    

Tilbage til toppen