E. coli-diarré hos kalve

Colibacillose hos kalve kan være dødelig

Coli-diarré hos kalve

E.coli-diarré hos kalve er en diarré forårsaget af bakterien Escherichia coli.E. coli er en vigtig årsag til øget dødelighed blandt de helt unge kalve fra kort efter fødslen og op til en uge gammel (en neonatal diarré). Kalven får kraftig vandig diarré og bliver hurtigt dehydreret. Nogle typer af E.coli kan give blodforgiftning, hvor forløbet er endnu hurtigere. Uden behandling vil kalven dø indenfor få timer til få døgn. Kalve, der overlever, kan skrante og have en lavere tilvækst.

Nogle E.coli lever naturligt i kalvens tarm og andre optages fra miljøet. Det er forskellige typer colibakterier, der forårsager henholdsvis diarré og blodforgiftning, og de to tilstande forebygges forskelligt.

Til forebyggelse af blodforgiftning med colibakterier er rettidig tildeling af råmælk essentiel. Derved kan antistofferne i blodet hjælpe med at bekæmpe bakterierne. Blodforgiftning forårsaget af E.coli ses oftest 1-14 dage efter kalvens fødsel, og særligt det første døgn kan kalven blive smittet1.

Forebyggelse af diarré forårsaget af E.coli, afhænger også af rettidig tildeling af råmælk, men råmælk tildelt over flere dage i mindre mængder kan også virke forebyggende – altså en neutralisering med antistoffer i selve tarmen. Desuden er forebyggelse med god hygiejne omkring kalven vigtig for at undgå at kalven optager E.coli gennem mund, næse og navle.

E.coli-infektioner kan forekomme alene eller i kombination med andre sygdomme, for eksempel Cryptosporidium, rotavirus og coronavirus.

Læs mere om cryptosporidier hos kalve

Symptomer på E.coli-diarré hos kalve

Ved colidiarré, og i nogle tilfælde af blodforgiftning, er kalven1:

  • Nedstemt og svag, og får eventuelt feber, eller temperaturen er under normal
  • Har manglende ædelyst og har mavesmerter
  • Får diarré, løs eller vandig og kraftig (ses ikke nødvendigvis ved blodforgiftning med E.coli)
  • Bliver dehydreret
  • Dør, hvis kalven er ubehandlet eller behandling igangsættes sent.

Forårsager E.coli blodforgiftning er det akut og uden kalven nødvendigvis viser symptomer på sygdom. Kalven når måske at dø, inden den udvikler diarré, eller kalven bliver meget svag og usikker i bevægelserne efter diarré opstår. Forgiftningen er forbundet med toxiner/giftstoffer i blodet, der angriber flere af kalvens organer. Kalven kan føles kold på benene, mulen og ørerne1. Kommer kalven ikke i behandling, går den i chok og dør.

Symptomerne kan forveksles med andre infektioner, f.eks. Streptokok, Pasteurella eller Salmonella.

kalvediarre colidiarre kalv med diarre Ceva

Kalv med mavesmerter. Kalven vender bagparten til og viser ingen interesse for omgivelserne.

Årsag til E.coli-smitte hos kalve

Colibacillose i tarmen er forårsaget af ’enterotoksisk E.coli’ (ETEC), der danner toksiner. Toksinerne skader tarmvæggen, og danner blod og slim samt udskillelse af store mængder væske fra blodet og ind i tarmen. Dermed får kalven kraftig og vandig diarré.

Kalve smittet med E.coli bliver typisk syge, når de er 1-7 dage gamle, og de fleste tilfælde ses, når kalvene er 4-5 dage gamle1. Den primære risikofaktor er mangel på råmælk, og dermed antistoffer, sammen med dårlig hygiejne, hvor colibakterier i høje koncentrationer, øger risikoen for smitte.

Kalve smittet med ETEC kan blive mere modtagelige for andre bakterier, virus eller parasitter. En kombination af smitte ses forholdsvis ofte med Cryptosporidium, coronavirus eller rotavirus, hvilket forværrer kalvens tilstand, og som bør være en del af diagnostikken1.

Blodforgiftning med E.coli-bakterier kan skyldes forskellige typer colibakterier, som kalven allerede har på sine slimhinder. Når de kommer ind i blodet, kan de skabe en forgiftning. Colibakterier kan komme ind i blodet via tarmen, svælget eller navlen1, og forårsager her en bakteriæmi (bakterier i blodet), der kan udvikle sig til en forgiftning i blodet. Blodforgiftning påvirker flere af kalvens organer. Dermed går kalven i chok og dør indenfor kort tid.

Hvad koster colidiarré hos kalve

Generelt koster kalvediarré i tabt produktion, og især kan colibacillose forværre økonomien, bl.a. ved:

  • En kalv dør: mistet indtægt for en årsko, behandling af kalven samt pasning mv.
  • Overlever kalven kan den have reduceret tilvækst og muligvis lavere fravænningsvægt, og den er muligvis kronisk skrantende med dårlige led/halt eller får lungebetændelse1.

Forebygger du colibacillose sparer du produktionen for økonomiske tab: her og nu og hvis kalve dør, og på sigt for de kalve, der overlever og kronisk vil være påvirket af sygdommen. Desuden kan kalve, der bliver akut syge og døende, være et hårdt arbejdsmiljø for medarbejderne at befinde sig i.

Forebyg E.coli-diarré hos kalve

E.coli-smitte kan give både diarré og blodforgiftning, men det er forskellige typer colibakterier, der forårsager de to tilstande, dermed skal de også forebygges på forskellig måde. Dog er en vigtig del af forebyggelse for begge typer at sikre tilstrækkelige mængder råmælk af god kvalitet og tidligt efter fødslen for at styrke kalvens modstandskraft.

Forebyg ETEC-diarré

Kalve med ETEC-diarré kan udskille enorme mængder colibacterier, og har en kalv været smittet, kan den udskille ETEC-bakterier i flere måneder. Ligesom smittede kalve uden symptomer kan udskille ETEC-bakterier2.

Kalven kan udskille colibakterier, inden den får tydelige symptomer. Derfor skal du være ekstra påpasselig med smittebeskyttelse mellem kalve, for eksempel i forbindelse med brug af redskaber eller udstyr mellem kalve. Kalve kan for eksempel også blive smittet med E.coli, hvis de ligger i en snavset boks og udfører pelspleje/socialiserer eller er i kontakt med gødning på koens yver.

Ved forebyggelse af ETEC-diarré skal fokus være på:

  • Håndtering af råmælkstildeling (tidspunkt efter fødsel, kvalitet, mængde)
  • Tildeling af råmælk flere dage i træk for at få lokal beskyttelse i tarmen
  • Hygiejne af især kælvningsboks
  • Smittebeskyttelse mellem kalve – adskil de syge kalve fra de andre kalve, rengør alt udstyr og værktøj grundigt.
  • Vaccination af højdrægtige køer 

Forebyg blodforgiftning forårsaget af E.coli

Blodforgiftning forårsaget af E.coli skyldes visse typer colibakterier, der får adgang til blodet hos kalve med lav immunitet. Blodforgiftning med colibakterier kan forebygges ved at fokusere på tidlig råmælkstildeling og god hygiejne omkring den nyfødte kalv.

Høj hygiejne i de første døgn efter fødslen er vigtig for, at kalven ikke udsættes for store koncentrationer af E.coli-bakterier. Derfor er grundig rengøring af kælvningsboksen vigtig. Kalvens navle bør dyppes for at undgå colibakterier i at trænge ind i blodet via navlen.

Kalve med blodforgiftning forårsaget af E.coli udskiller colibakterier gennem urin, munden og næsen og i fæces, hvis de overlever længe nok til at udvikle diarré1. Smitten kan på den måde sprede sig til andre modtagelige kalve. Adskil derfor de syge kalve fra de raske.

Gode råd til at mindske smitte omkring kalven

Kalvediarré: Se hvordan du bedst rengør og desinficerer stalden og gør smitten omkring kalven mindre på SEGES TV

Smittebeskyttelse kalve Ceva

Behandling af E.coli-diarré hos kalve

Tidlig behandling af colibacillose er afgørende for kalvens overlevelse og for at mindske de negative konsekvenser af sygdom, for dem der overlever.

Kalven skal isoleres fra andre kalve og gennemgå væske- og elektrolyt behandling for at afhjælpe det store væsketab og for at genoprette de kemiske balancer i kroppen. Herudover kan kalve også behandles med antibiotika og smertestillende medicin. Tal med din dyrlæge om den bedste behandling.

Diagnose for E.coli-diarré hos kalve

Får en kalv diarré den første leveuge, bør du tænke, at den kan være smittet med ETEC-bakterier. Ved diagnostik er det derfor nødvendigt at udtage fæces-prøver. Idet raske kalve kan have et mindre antal ETEC-bakterier i fæces2, skal prøven indeholde et stort antal ETEC-bakterier, der skal type bestemmes, for at give den korrekte diagnose.

Ved dødsfald bør du få undersøgt årsagen, så bakterien og typen kan bestemmes. Sammen med din dyrlæge kan du igangsætte konkrete tiltag til bedring af situationen i besætningen.

Diagnosen blodforgiftning forårsaget af colibakterier stilles ved at dyrke bakterier fra kalvens blod.

Kilder:
1Van Metre, D., Tennant, B.C., Whitlock, R.H. (2008). Infectious Diseases of the Gastrointestinal Tract. Rebhun's Diseases of Dairy Cattle, 2nd ed., Chapter 6: 200–294. https://doi.org/10.1016/B978-141603137-6.50009-0
2Acres, S. (1985). Enterotoxigenic Escherichia coli infections in newborn calves: A review. Journal of Dairy Science Vol. 68(1).

Tilbage til toppen